Af H.C. Andersen
Der var engang en prins. Han ville gerne giftes med en prinsesse, men det skulle være en rigtig prinsesse. Han rejste hele verden rundt for at finde den helt rigtige prinsesse, men alle steder var der noget i vejen. Prinsesser var der nok af, men han var ikke sikker på, at de var rigtige prinsesser. Der var altid noget ved dem, som virkede forkert. Så prinsen vendte bedrøvet hjem, for han ville nu så gerne have en rigtig prinsesse til kone.
En aften blev det et frygteligt uvejr. Det lynede og tordnede og regnen stod ned i stænger. Det bankede på kongens dør. Den gamle konge lukkede selv op. Udenfor stod en pige, fuldstændig gennemblødt af regnen. Hun sagde, at hun var en rigtig prinsesse, der søgte ly for regnen.
Lad os nu se, om hun virkelig er en rigtig prinsesse, tænkte den gamle dronning.
Hun gik ubemærket ind i prinsessen soveværelse, tog sengetøjet og madrassen ud af sengen og lagde en ært på bunden af sengen. Oven på ærten lagde hun tyve madrasser og tyve bløde dyner. Prinsessen skulle nu sove oven på alt dette.
Den næste morgen spurgte de prinsessen, om hun havde sovet godt?
Nej, absolut ikke, sagde prinsessen. Jeg har slet ikke sovet. Jeg har ligget på noget meget hårdt, så jeg er gul og blå og øm over det hele. Det var rædselsfuldt.
Nu vidste de, at hun var en rigtig prinsesse. Gennem de tyve madrasser og de tyve bløde dyner havde hun mærket ærten. Så ømskindet kunne kun en rigtig prinsesse være.
Prinsen friede til hende, for nu havde han endelig fundet en rigtig prinsesse.
Ærten kom på museum. Og hvis ingen har stjålet den, er den der endnu.