Svinedrengen

Af H. C. Andersen

Der var engang en fattig prins. Han havde et lille kongerige, men han mente nu, at det var stort nok til at kunne forsørge en kone. Der var mange prinsesser, der gerne ville giftes med ham, for han var kendt som en god og venlig mand. Men prinsen havde udset sig kejserens datter og hende ville han fri til.

Nu skal vi høre hvordan det gik:

På prinsens fars grav voksede der et rosentræ. Det var et helt specielt rosentræ, som kun var en eneste blomst hvert femte år. Til gengæld var det en rose, der duftede så dejligt, at man glemte alle sorger og bekymringer. Prinsen havde også en nattergal, som kunne synge de dejligste sange. Rosen og nattergalen skulle kejserens datter have. Begge gaver blev sendt til hende og kejseren lod dem bringe ind i den store sal, hvor prinsessen legede med sine hofdamer. Da hun så de fine pakker, klappede hun i hænderne af glæde.

”Åh, bare det er en lille killing” sagde hun.

Tjeneren pakkede den smukke rose ud og viste den til prinsessen.

”Nej, hvor er den flot”, udbrød alle hofdamerne.

”Den er mere end flot, den er fantastisk”, sagde kejseren.

Men prinsessen mærkede på rosen og var lige ved at græde.

”Den er jo ikke kunstig”, sagde hun forarget. ”Det er en rigtig rose.”

”Ad”, sagde alle hofdamerne, ”en rigtig rose!”

”Lad os nu først se, hvad der er i den anden pakke, før vi bliver sure”, sagde kejseren.

Så kom nattergalen frem. Den sang så pragtfuldt, at man intet ondt kunne sige om den.

”Superb! Charmant!” Udbrød alle hofdamerne, for de talte alle sammen fransk, den ene mere rædselsfuldt end den anden.

”Hvor den fugl minder mig om den afdøde kejserindens spilledåse”, sagde en af hoffolkene.

”Ja”, sagde kejseren, ”den minder også mig om spilledåsen”. Og så græd han som et lille barn.

”Jeg kan dog ikke tro, at den er levende”, sagde prinsessen.

”Jo, det er en rigtig levende fugl”, sagde dem, der havde bragt fuglen til paladset.

”Ja så lad den fugl flyve”, sagde prinsessen og hun ville på ingen måde tillade, at prinsen kom på besøg. Men det tog han nu meget pænt. Han smurte sig i ansigtet med brunt og sort, tog gammelt snavset tøj på, trykkede en kasket ned over hovedet og bankede på kejserens port.

”Goddag, høje kejser”, sagde den forklædte prins og bukkede dybt for kejseren. ”Kan jeg ikke få tjeneste her på slottet?”

”Der er mange, som søger arbejde her”, sagde kejseren, ”men lad mig nu se. Jeg trænger til en, der kan passe svinene, for dem har vi mange af.”

Og således blev prinsen ansat som kejserlig svinedreng. Han fik et lille bitte hus nede ved svinestien og her måtte han blive. Hele dagen arbejdede han og da det var aften, havde han lavet en nydelig lille gryde med bjælder på. Og så snart gryden kogte, så ringede bjælderne så dejligt og spillede den gamle melodi:

Ach, du lieber Augustin

Alles ist væk, væk, væk

Men det mest fantastiske var dog, at når man holdt fingeren ind i dampen fra gryden, kunne man lugte, hvad der blev lavet af mad i hvert eneste hun i hele byen.

Nu kom prinsessen gående med alle sine hofdamer. Da hun hørte melodien, blev hun stående og så helt fornøjet ud, for den melodi kunne hun også spille.

”Det er jo den, jeg kan”, sagde hun. ”Så må det være en klog svinedreng. Gå ind og spørg ham, hvad det instrument koster.”

Så måtte en af hofdamerne tage gummistøvler på og gå ind i svinestien.

”Hvad skal du have for den gryde?” Spurgte hun svinedrengen.

”Jeg skal have ti kys af prinsessen”, sagde svinedrengen.

”Åh nej!” Udbrød hofdamen, men svinedrengen insisterede.

”Ti kys af prinsessen eller ingen gryde”, sagde han.

”Nå, hvad sagde han?” Spurgte prinsessen, da hofdamen igen var kommet ud af svinestien.

”Det tør jeg virkelig ikke sige højt”, sagde hofdamen. ”Det er helt forfærdeligt.”

”Så må du viske mig det”, sagde prinsessen.

Og så viskede hofdamen det til prinsessen.

”Hold op hvor er han fræk!” Udbrød prinsessen og begyndte at gå videre. Men da hun

havde gået et stykke, klang bjælderne så dejligt:

Ach, du lieber Augustin

Alles ist væk, væk, væk

”Hør!” sagde prinsessen. ”Spørg ham, om han vil have ti kys af mine hofdamer?”

Svinedrengen blev spurgt og svarede:

”Nej! Ti kys af prinsessen eller jeg beholder gryden.”

”Hvor er han dog irriterende”, sagde prinsessen. ”Men så må i dække for os, så ingen ser

det”, sagde hun til sine hofdamer. Og hofdamerne slog ring om prinsessen og svinedrengen, så ingen kunne se at de kyssede hinanden.

Sikke en fornøjelse. Hele aftenen og hele dagen måtte gryden koge, og der var ikke et eneste hus i buen, hvor prinsessen ikke vidste, hvad de skulle have at spise. Både hos den kejserlige kammerherre og bageren. Hofdamerne dansede og klappede i hænderne af glæde. 

”Vi ved, hvem der skal have suppe og pandekager, og hvem der skal have grød og karbonader. Hvor er det bare spændende,” jublede de.

”Ja, men i har bare at tie stille med hvor gryden kommer fra, ellers bliver i alle sammen fyret!” sagde prinsessen.

Svinedrengen (ja, det vil sige prinsen, men de vidste jo ikke bedre end at han virkelig var en svinedreng) lod ikke dagen gå uden at lave et eller andet. Så han lavede en spilledåse, der kunne spille alle de bedste musiknumre, der nogensinde var lavet.

”Men det er jo helt fantastisk,” sagde prinsessen, da hun kom forbi. ”Jeg har aldrig hørt en dejligere musik. Så ind og spørg ham, hvad det instrument koster. Men jeg vil ikke kysse!”

”Han vil have hundrede kys af prinsessen,” fortalte hofdamen, der havde været inde og spørge svinedrengen.

”Han må være gal i hovedet,” sagde prinsessen, og så gik hun fornærmet videre. Men da hun havde gået et lille stykke, vendte hun om.

”Man må opmuntre kunsten,” sagde hun. ”Jeg er kejserens datter. Gå ind til ham og sig, at han kan få ti kys som i går og resten må han tage fra mine hofdamer.”

”Men det har vi slet ikke lyst til,” sagde alle hofdamerne.

”Det er jeg ligeglad med,” svarede prinsessen. ”Når jeg kan kysse ham, så kan i også. Husk på at jeg betaler jeres løn og kan fyre jer så let som ingenting. Så i gør hvad jeg siger!”

Så måtte hofdamen ind til svinedrengen igen.

”Hundrede kys af prinsessen,” sagde svinedrengen, ”eller jeg beholder spilledåsen.”

”Stå for!” sagde prinsessen og alle hofdamerne stillede sig i ring om de to, så ingen kunne se at de kyssede hinanden.

”Hvad er det dog, der sker nede i svinestien?” sagde kejseren, der var gået ud på altanen, hvor der var udsigt over alt han ejede. Han gned sine øjne og pudsede sine briller.

”Jamen det er jo hofdamerne, der er på spil. Jeg må hellere gå derned og se, hvad der foregår,” sagde han.

Så tog han sko på og gik ned til svinestien. Hofdamerne lagde slet ikke mærke til, at han kom, så optaget var de af at tælle kyssene, så det gik rigtigt til. Pludselig kiggede kejseren dem over skulderen og så prinsessen kysse svinedrengen.

”Hvad for noget?!” udbrød han, da han så dem og slog dem oven i hovedet med sin sko lige i det øjeblik, hvor svinedrengen fik sit kys nummer seksogfirs.

”UD AF MIT KEJSERIGE!!” råbte kejseren, for han var rasende og både svinedrengen og prinsessen blev smidt ud af kejseriget.

Der stod prinsessen nu og græd, svinedrengen skældte ud og regnen væltede ned.

”Åh, jeg elendige prinsesse. Havde jeg dog bare giftet mig med den rare prins. Hvor er jeg dog ulykkelig,” hulkede hun.

Svinedrengen gik om bag et træ, tørrede det brune og sorte af ansigtet. Tog det gamle, beskidte tøj af og trådte nu frem i sit fine tøj. Han så så dejlig ud, at prinsessen straks nejede dybt for ham.

”Jeg kan slet ikke lide dig mere,” sagde han. ”Du ville ikke have en ærlig prins, forstod dig ikke på det smukke ved rosen og nattergalen. Men en svinedreng ville du kysse for et stykke legetøj! Nu kan du have det så godt.”

Så gik han ind i sit eget kongerige og smækkede døren. Så kunne prinsessen stå derud alene og synge:

Ach, du lieber Augustin

Alles ist væk, væk, væk!

Skriv en kommentar