Den Bestøvlede Kat

Der var engang en møller. Han havde ud over sin mølle, tre sønner, et æsel og en kat. Sønnerne måtte passe møllen, for faderen var gammel og syg. Æslets arbejde var at bære korn og mel. Og katten skulle fange mus. Da mølleren døde, skulle de tre sønner dele arven efter faderen. Den ældste søn fik møllen. Den næstældste søn fik æslet og den yngste søn fik katten. Det var han ked af og absolut ikke tilfreds med.

Jeg har fået den allerdårligste arv, sagde han for sig selv. Min ældste bror kan male korn i møllen og min næstældste bror kan ride på sit æsel. Men hvad i alverden skal jeg stille op med en kat?! Jeg kan måske lave et par luffer af dens skind, men så heller ikke mere. Eller jeg kan slippe den fri.

Hør nu her, sagde katten, der havde forstået alt, hvad møllersønnen sagde. Du behøver ikke slå mig ihjel. Du vil kun få et par dårlige luffer ud af mit sølle skind. Hvis du skaffer mig et par støvler, så jeg kan være bekendt at vise mig ude blandt folk, skal jeg sørge for, at du ikke kommer til at fortryde det.

Møllersønnen blev meget overrasket over at høre katten tale. Men da skomageren i det samme kom forbi, spurgte han ham, om han ville tage mål til et par støvler til katten.

Da støvlerne var færdige, tog katten dem på. Så tog han en sæk, fyldte lidt korn i bunden af den. Så bandt katten en snor om sækken, tog den på ryggen og gik ud af døren på to ben ligesom et menneske.

I landet havde de dengang en konge, hvis livret var agerhøns. Men agerhønsene var så sky, at selv kongens jægere ikke kunne få ram på dem. Alt dette vidste katten godt, og nu havde han fundet på en ny måde at fange agerhøns på. Da katten kom ind i skoven, åbnede han sækken og bredte kornet ud, så det kunne ses udefra. Den ene ende af snoren bandt katten omkring sækken og den anden ende tog den med sig om bag en busk, hvor den lagde sig på lur og holdt øje med sækken. Den lå og ventede. Det varede ikke længe før agerhønsene kom løbende hen til sækken med kornet. Den ene efter den anden hoppede ind i sækken for at få mere korn. Da der var nok agerhøns i sækken, trak katten i snoren og sækken lukkede sig omkring agerhønsene og de var fanget. Katten tog nu sækken på ryggen og gik op til kongens slot.

Holdt! Hvor skal du hen? råbte vagten.

Op til kongen, svarede katten.

Er du tosset? Hvad skal en kat da hos kongen? sagde vagten.

Lad den bare gå, sagde den anden vagt. Kongen keder sig tit og måske vil han blive glad for at snakke lidt med katten og høre den spinde.

Da katten kom ind til kongen, bukkede den dybt og sagde:

Goddag. Min herre, grev Karabas (det var et fint navn, som den lige havde fundet på til møllersønnen) beder mig hilse deres majestæt og bringe dem alle disse agerhøns, som han lige har fanget.

Kongen blev ude af sig selv af glæde og overraskelse, da han så alle de dejlige agerhøns. Og han gav ordre til, at katten skulle have alt det guld fra det kongelige skatkammer, som den kunne bære i sækken.

Tag det med hjem til din herre, sagde kongen. Og hils ham og mange tak for den fine gave.

Imens sad møllersønnen hjemme og tænkte på, at han netop havde brugt sine allersidste penge op noget så tosset som et par støvler til en kat! Og hvad ville han egentlig få ud af det, udover at hans brødre og alle andre ville grine ad ham.

I det samme kom katten ind ad døren. Den satte sækken foran møllersønnen og lukkede op, så han kunne se, hvad der var indeni.

Der har du betaling for støvlerne, sagde katten, og jeg skal hilse dig fra kongen og sige mange tak.

Møllersønnen blev helt forvirret, selv om han var meget glad for alle de mange penge. Men katten fortalte ham hele historien, mens den trak støvlerne af. Og så sagde den:

Nu har du ganske vist penge nok. Men jeg synes ikke, at du skal nøjes med det. I morgen tager jeg støvlerne på igen og så skal du blive endnu rigere. Jeg har også fortalt kongen, at du er en greve og hedder Karabas.

Som den havde lovet gik katten dagen efter igen på jagt og bragte en stor fangst op til kongen. Og sådan gik det i mange dage. Hver eneste dag kom katten hjem med sækken fuld af penge.

En dag stod katten nede i kongens køkken og varmede sig ved pejsen, da kusken kom ind.

Gid fanden have både kongen og prinsessen, bandede han. Her stod jeg lige og var på vej ned på kroen til et glas øl og et spil kort, og så kommer de to og vil pludselig køres en tur langs søen.

Da katten hørte dette, skyndte den sig hjem og sagde til møllersønnen:

Hvis du virkelig gerne vil være greve og meget rig, så kom med mig ned til søen og tag et bad.

Møllersønnen vidste ikke rigtigt, hvad han skulle sige til det, men han fulgte med katten ned til søen, tog tøjet af og sprang i vandet. Katten tog hans tøj og gemte det under en busk. Lige da den havde fået det gemt af vejen, kom kongen kørende i sin karet sammen med prinsessen. Katten gav sig til at jamre og klage.

Åh, hjælp mig, deres majestæt, jamrede den. Min herre, grev Karabas, badede her i søen, da der kom en tyv og stjal alt hans tøj. Nu kan greven ikke komme op af vandet og bliver han i vandet, vil han fryse ihjel.

Da kongen hørte dette, stoppede han vognen og befalede, at en af hans tjenere skulle løbe hjem til slottet efter noget tøj til greven. Møllersønnen tog det flotte tøj på, og da kongen havde høje tanker om ham på grund af alle de mange agerhøns, som han troede kom fra grev Karabas, bad han ham om at sætte sig op i kareten. Det havde prinsessen slet ikke noget imod, for møllersønnen var en ung, flot mand og hun kunne straks lide ham.

Katten løb i forvejen og kom snart til en kæmpestor eng, hvor der gik hundrede af bønder og rev græs sammen.

Sig mig engang, spurgte katten, hvem ejer denne eng?

Det gør den store troldmand, svarede bønderne.

Hør nu godt efter, sagde katten, om lidt kommer kongen forbi og når han spørger, hvem der ejer denne eng, så skal i svare ”grev Karabas”. Hvis ikke i gør det, kommer jeg tilbage og river hovedet af jer alle sammen.

Så løb katten videre og kom til en stor kornmark. Den var så stor, at man ikke kunne se, hvor den endte. Der stod mere end to hundrede bønder og høstede korn,

Sig mig engang, spurgte katten, hvem ejer denne kornmark?

Det gør den store troldmand, svarede bønderne.

Hør nu godt efter, sagde katten, om lidt kommer kongen forbi og når han spørger, hvem der ejer denne kornmark, så skal i svare ”grev Karabas”. Hvis ikke i gør det, kommer jeg tilbage og river hovedet af jer alle sammen.

Så løb katten videre og kom til en enorm skov. Den var så stor, at der var mere end tre hundrede skovfolk i gang med at fælde træer.

Sig mig engang, spurgte katten, hvem ejer denne skov?

Det gør den store troldmand, svarede bønderne.

Hør nu godt efter, sagde katten, om lidt kommer kongen forbi og når han spørger, hvem der ejer denne skov, så skal i svare ”grev Karabas”. Hvis ikke i gør det, kommer jeg tilbage og river hovedet af jer alle sammen.

Og så løb katten videre. Alle skovfolkene kiggede forbavsede efter den. Men de var bange for den, for den så underlig ud og gik på to ben ligesom et menneske.

Det varede ikke længe før katten kom til troldmandens slot, hvor den gik ind ad hoveddøren. Da den endelig stod overfor troldmanden, så denne forbavset på den og spurgte, hvad den ville.

Katten bukkede dybt og sagde:

Jeg har hørt, at du er en stor troldmand og kan forvandle dig til alle mulige slags dyr. Hvis det drejer sig om et mellemstort dyr som en ræv eller en hund, så tror jeg på det. Men jeg tror ikke, at du kan forvandle dig til et kæmpestort dyr som for eksempel en elefant. Jeg vil gerne se, om du virkelig kan, og derfor er jeg kommet.

Det er da ikke svært, svarede troldmanden stolt, og i samme øjeblik var han forvandlet til en kæmpestor elefant.

Hold da fast, sagde katten. Kan du også forvandle dig til en løve?

Det kan jeg sagtens, svarede troldmanden, og pludselig stod der en stor, vild og brølende løve foran katten. Katten lod som om den blev forskrækket og råbte:

Hold da op, det var helt fantastisk. Jeg havde slet ikke troet, at det kunne lade sig gøre. Men det ville være helt vildt fantastisk, hvis du kunne forvandle dig til et lille bitte dyr, for eksempel en lille bitte mus. Så ville du virkelig være den største troldmand i verden. Men det kan jo nok ikke lade sig gøre …

Ikke det, sagde troldmanden, der var blevet helt smigret og venlig på grund af kattens megen ros. Jo, min kære kat, det kan du tro, at jeg kan.

Og pludselig løb der en lille bitte mus rundt på gulvet foran katten. Katten sprang på musen og åd den med hud og hår.

Imens dette skete, kørte kongen videre sammen med grev Karabas (møllersønnen) og prinsessen. De kom forbi den store eng.

Hvem ejer denne eng, spurgte kongen bønderne. De råbte alle ”grev Karabas” sådan som katten havde sagt, at de skulle.

Det var et godt stykke jord, de har der, hr. greve, sagde kongen.

Så kom de til den store kornmark.

Hvem ejer denne kornmark, spurgte kongen bønderne. De råbte alle ”grev Karabas” sådan som katten havde sagt, at de skulle.

Det er sandelig en stor ejendom, de har, hr. greve, sagde kongen imponeret.

Lidt efter kom de til skoven.

Hvem ejer denne skov, spurgte kongen skovfolkene. Det gør grev Karabas, svarede de mange skovfolk, sådan som katten havde sagt, at de skulle.

Du må være en meget rig mand, min kære greve, sagde kongen. Jeg tror ikke engang, at jeg ejer så smuk og stor en skov.

Til sidst kom de til slottet, hvor katten stod oppe for enden af trappen og ventede på dem. Da kareten holdt stille, sprang den ned og åbnede døren for dem og sagde:

Velkommen, deres majestæt. Dette slot tilhører min herre, grev Karabas og han er lykkelig over, at de vil komme og besøge ham.

Kongen var overvældet ved synet af det store, flotte slot. Det var næsten større og smukkere end hans eget slot. Greven førte prinsessen op af trappen og ind i salen, der strålede af guld og sølv. Så blev prinsessen forlovet med greven, og da kongen døde flere år senere, blev greven konge efter ham. Og den bestøvlede kat blev statsminister.