Der var engang en lille pige der hed Guldlok og hun havde de fineste gule hårlokker. Hendens forældre havde sagt at hun ikke måtte løbe for langt hjemmefra, men en dag glemt Guldlok helt hvad de havde sagt.
Hun var ude at gå en tur og gik længere og længere ind i skoven mens hun kiggede på blomster og fulgte sommerfuglene. Pludselig havnede hun i en lille lysning i skoven, hvori der var et lille hus. Hun var nysgerrig og gik ind i huset for at se nærmere.
Der var ingen hjemme, men i huset boede der tre bjørne. Der boede en stor bjørn, en mellemstor bjørn og lillebitte bjørn. Bjørnene havde lige lavet grød og var gået en tur i skoven mens den kølede af. Der var tre skåle: en meget stor skål til den meget store bjørn, en mellemstor skål til den mellemstore bjørn og en lillebitte skål til den lillebitte bjørn. Bjørnene havde også hver en stol at sidde i: en meget stor stol til den meget store bjørn, en mellemstor stol til den mellemstore bjørn og en lillebitte stol til den lillebitte bjørn. De havde også hver en seng at sove i: en meget stor seng til den meget store bjørn, en mellemstor seng til den mellemstore bjørn og en lillebitte seng til den lillebitte bjørn.
Guldlok var blevet så sulten efter sin lange tur i skoven og grøden duftede så godt at hun tænkte hun lige ville smage på den. Først smagte hun på grøden i den meget store skål, men den var alt for varm. Så smagte hun på grøden i den mellemstore skål, men den var alt for salt. Til sidst smagte hun på grøden i den lillebitte skål og den var lige tilpas.
Da hun havde spist al grøden mærkede hun at hun blevet lidt træt og trængte til at sidde ned. Hun satte sig først i den meget store stol, men den var alt for høj. Så satte hun sig i den mellemstore stol, men den var alt for bred. Til sidst satte hun sig i den lillebitte stol og den var lige tilpas, men efter at have sat sig godt til rette i den – knækkede den – fordi hun rokkede på den.
Nu gik hun ind på soveværelset da hun var blevet så træt at hun ville ligge ned og hvile sig. Først lagde hun sig i den meget store seng, men den var alt for hård. Derefter lagde hun sig i den mellemstore seng, men den var alt for blød. Hun prøvede nu den lillebitte seng og den var så dejlig at hun faldt i søvn med det samme.
Lidt efter kom bjørnene hjem fra deres tur i skoven, og var nu klar til at spise deres grød. Men da den store bjørn så sin meget store skål med grød, udbrød han med sin dybe, grove stemme:
“Der er nogen der har spist af min grød.”
Da den mellemstore bjørn så sin mellemstore skål sagde den med sin grove stemme:
“Der er nogen der har spist af min grød.”
Men da den lillebitte bjørn så sin lillebitte skål sagde den med sin meget fine stemme:
“Der er nogen der har spist af min grød, og der er ingenting tilbage.”
De gik nu videre ind i huset og da den store bjørn så sin meget store stol, sagde den med sin dybe, grove stemme:
“Der nogen der har siddet i min stol.”
Da den mellemstore bjørn så sin mellemstore stol, sagde den med sin grove stemme:
“Der er nogen der har siddet i min stol.”
Men da den lillebitte bjørn så sin lillebitte stol, sagde den med sin lille fine stemme:
“Der er nogen der har siddet i min stol og siddet den i stykker.”
Nu gik bjørnene ind i soveværelset og da den store bjørn så sin meget store seng blev den for alvor sur og sagde med sin dybe, grove stemme:
“Der nogen der har ligget i min seng.”
Da den mellemstore bjørn så sin mellemstore seng, sagde den med sin grove stemme:
“Der er nogen der har ligget i min seng.”
Men da den lille bitte bjørn så sin lillebitte seng, sagde den med sin meget lyse og fine stemme:
“Der er nogen der har ligget i min seng og hun ligger der endnu.”
Guldlok var ikke vågnet af den meget store bjørn og den mellemstore bjørns grove stemmer, men da den lillebitte bjørn sagde noget med sin lyse, fine stemme vågnede hun med et sæt. Hun så sig om og så de tre bjørne der stirrede vredt på hende. Derefter skyndte hun sig at hoppe ud af sengen, over den mellemstore seng og den store seng, og ud af vinduet, hvorefter hun løb afsted hjemad.
Hvad der siden hændte med den lille pige med de smukke gule lokker ved jeg ikke, men bjørnene så hende aldrig igen.