Af H. C. Andersen
Ude på landet lå en gammel bondegård. Ejeren havde to sønner, der begge mente, at de var de klogeste i landet. De ville tage til byen og fri til kongens datter, for hun havde sagt, at hun ville gifte sig med den mand, der bedst kunne svare for sig.
De to brødre forberedte sig i 8 dage, mere mente de ikke, at de behøvede. Den ene kunne hele ordbogen og byens avis udenad – både forfra og bagfra. Den anden kendte alle love, kunne tale med om alle politiske sager og strikke, for fingernem var han også.
De mente begge to, at de ville blive den, som prinsessen ville vælge til mand.
Faderen gav dem hver en hest, så de kunne ankomme til slottet med manér (dengang havde man ikke biler som i dag). Alle tjenestefolkene ønskede dem held og lykke, men idet de skulle til at ride ud af porten, kom den tredje bror. Ingen på bondegården regnede ham rigtigt for noget, for han havde ikke studeret så meget som de to andre. Han blev kaldt for Klods-Hans.
Hvor er i på vej hen, siden i har så fint tøj på? Spurgte han sine to brødre.
Vi er på vej til slottet for at fri til prinsessen. Har du ikke hørt, at hun vil gifte sig med den mand, der bedst kan give svar på tiltale?
Så vil jeg med og prøve lykken, sagde Klods-Hans.
Brødrene lo af ham og red afsted.
Far, giv mig en hest, så jeg kan ride ind til slottet og fri til prinsessen, råbte Klods-Hans.
Vel vil jeg ej, svarede faderen. Du ved jo ingenting. Det vil være spild af tid og penge.
Så tager jeg gedebukken. Den er min og kan sagtens bære mig, sagde Klods-Hans.
Og så red han afsted på ryggen af gedebukken. Inden længe havde han indhentet brødrene, der roligt red afsted mens de tænkte på alle de kloge og smarte ting, de ville sige til prinsessen.
Halløj! råbte Klods-Hans, da han kom galopperende på gedebukken. Se hvad jeg fandt på vejen! Og viste dem en død krage, han havde samlet op undervejs.
Hvad vil du da med den? Spurgte brødrene.
Den vil jeg give til prinsessen, svarede Klods-Hans.
Ja, gør du det! Lo brødrene og red videre.
Et stykke tid senere hørte brødrene Klods-Hans igen.
Halløj! Råbte han. Se hvad jeg har fundet på vejen.
Det er en gammel, ødelagt sko! Hvad skal du dog med den? Spurgte brødrene.
Den vil jeg da give til prinsessen, svarede Klods-Hans.
Brødrene rystede på hovedet og red til, så de kom langt foran.
Halløj! Så er jeg her igen, råbte Klods-Hans, da han indhentede dem på gedebukken. Det er det utroligste, man finder på vejen.
Hvad har du nu fundet? Spurgte brødrene.
Klods-Hans viste dem, hvad han havde i lommerne.
Ad! Det er jo det rene mudder! Udbrød brødrene.
Ja og af den fineste slags. Det bliver prinsessen glad for, svarede Klods-Hans.
Men brødrene rystede på hovedet og red afsted, alt hvad de kunne, så de kom langt foran. De kom endelig til slottets port, hvor de fik udleveret et nummer hver og stillede sig i kø med andre håbefulde, unge mænd, der alle var kommet for at fri til prinsessen.
En stor del af byens indbyggere var samlet i tronsalen for at se prinsessen og frierne. Men hver gang en frier stod foran prinsessen, slog tungen knuder og han kunne ikke sige en fornuftig sætning.
Duer ikke, sagde prinsessen. Ud!
Så endelig kom den første af brødrene, ham der kunne hele ordbogen og byens avis gennem tre år uden ad. Men alt dette glemte han alt om, da han stod der foran prinsessen. Der var meget varmt i rummet, gulvet knirkede og ovre ved vinduet stod tre journalister og en minister og skrev alt ned, der blev sagt, så det straks kunne komme i avisen.
Her er godt nok varmt! Sagde broderen.
Det er fordi vi griller kyllinger, svarede prinsessen.
Øhhh! Sagde han, helt overrumplet over prinsessens forklaring. Alt det sjove han ville have sagt, kunne han slet ikke huske.
Duer ikke, sagde prinsessen. Ud!
Slukøret gik han ud. Men nu kom den anden broder ind i salen. Det var ham, der kendte alle love og kunne tale med om alle politiske sager og strikke.
Puha, sikke en hede, her er! Sagde han
Det er fordi vi griller kyllinger i dag, svarede prinsessen.
Hvad-be-hvad?! Sagde han, for svaret kom helt bag på ham.
Duer ikke, sagde prinsessen. Ud!
Nu kom Klods-Hans ridende ind på gedebukken, køen havde han sprunget over.
Kors, hvor er her varmt! Sagde han.
Det er fordi vi griller kyllinger i dag, svarede prinsessen.
Fedt! Så kan jeg vel få denne krage grillet med? Spurgte Klods-Hans.
Det kan du godt, sagde prinsessen, men har du noget at grille den i?
Ja, det har jeg da, svarede Klods-Hans og tog den gamle sko frem og satte kragen ned i den.
Super, sagde prinsessen, men hvad med sovsen?
Den kan jeg også klare, svarede Klods-Hans og hældte lidt mudder ud over kragen.
Dig kan jeg lide, sagde prinsessen. Du kan da give svar på tiltale. Dig vil jeg gifte mig med. Men ved du, at alt hvad vi siger, bliver skrevet ned og kommer i avisen i morgen? Se den minister der, han er værst, for han forstår ikke en pind!
Hun sagde det for at gøre Klods-Hans bange, men han grinede bare og sagde:
Så må jeg give ministeren det bedste, og så tømte han lommerne for mudder og smed det lige i hovedet på ministeren.
Sejt! Udbrød prinsessen. Det turde jeg ikke selv, men jeg skal nok få det lært.
Og så blev Klods-Hans konge, fik en kone, en krone og sad på en trone. Og det har vi fra ministerens avis – og den er ikke til at stole på!