Af Brødrende Grimm
En mand havde et æsel, der i mange år havde båret sække til møllen for ham. Men nu var æslet ved at blive gammel og svag. Manden ville gerne spare pengene til foderet til æslet, der efterhånden kostede for meget at have gående. Da æslet mærkede, at manden havde tænkt sig at slå det ihjel, begav det sig af sted mod Bremen, for der mente det, at det kunne blive spillemand.
Æslet var ikke kommet ret langt, før det mødte en jagthund, der lå og gispede efter vejret som om den havde løbet hurtigt meget længe.
Hvorfor ligger du dog der og gisper? spurgte æslet hunden.
Åh, svarede hunden. Min herre vil slå mig ihjel, fordi jeg er blevet gammel og ikke længere dur til at gå på jagt. Derfor løb jeg min vej. Men hvordan skal jeg nu tjene penge til at købe mad for?
Ved du hvad? svarede æslet. Du kan tage med mig! Jeg skal til Bremen og være spillemand. Det kan du sikkert også blive. Jeg kan spille guitar og du kan slå på tromme.
Det syntes hunden var en god ide og de to gik videre sammen. Det varede ikke længe før de mødte en kat, der sad ved vejkanten og var rigtig, rigtig ked af det.
Hvorfor er du dog så ked af det? spurgte æslet.
Hvem har lyst til at grine, når ens liv er i fare? græd katten. Jeg er blevet gammel og mine tænder er kun stumper. Jeg vil hellere ligge og sove foran brændeovnen, end at jage mus udenfor. Derfor ville mine mennesker ikke have mig mere. De ville slå mig ihjel og finde en ny kat. Derfor stak jeg af. Nu ved jeg ikke, hvad der skal blive af mig.
Tag med os til Bremen, sagde de to andre. Du kan lave kattemusik, blive spillemand og glæde andre.
Det synes katten var en god ide. Og de tre fulgtes nu ad videre hen ad vejen. Lidt efter kom de forbi en gård, hvor hanen sad oppe på plankeværket og galede i vilden sky.
Du skriger jo, så det går gennem marv og ben, sagde æslet. Hvorfor gør du dog det?
Her har jeg galet hver eneste morgen og altid sørget for, at alle på gården er kommet op i rette tid, sagde hanen. Og alligevel har konen på gården sagt, at i eftermiddag skal jeg have hovedet hugget af og der skal koges suppe på mig, fordi de får gæster. Derfor galer jeg af fuld hals, så længe jeg kan.
Hør her, sagde æslet. Tag du hellere med os tre til Bremen og bliv spillemand. Det er da i hvert fald bedre end at blive kogt i suppe. Du har jo en herlig stemme. Slå dig sammen med os og vi laver alle tiders band.
Det synes hanen lød godt, og de fulgtes ad videre alle fire.
Der var langt til Bremen og de kunne ikke nå derhen på en enkelt dag. Om aftenen kom de til en skov, hvor de måtte overnatte. Æslet og hunden lagde sig under et stort træ, katten satte sig til rette på en gren og hanen fløj helt op i toppen af træet, for der følte den sig mest sikker. Inden den faldt i søvn, så den sig om til alle sider og fik øje på noget, der lyste op ude i det fjerne. Den råbte til sine kammerater, at der måtte være et hus der midt i skoven, for den kunne se lys.
Så lad os gå derhen, for det her er et koldt sted at sove i nat, sagde æslet.
Hunden syntes også, at det ville være godt med lidt mad, så de gik af sted mod lyset. Det skinnede mere og mere efterhånden som de kom nærmere. Da de nåede frem, så de et fuldt oplyst røverhus. Æslet, der var størst, gik nærmere og kiggede ind ad vinduet.
Hvad kan du se? spurgte hunden.
Jeg kan se et bord, der er helt dækket med den lækreste mad og vin, svarede æslet. Og en stor flok røvere, der sidder rundt om bordet og spiser så de er ved at revne.
Det havde ellers lige været noget for os, sagde hanen.
Ja, svarede æslet. Bare det var os, der sad derinde.
Så snakkede dyrene om, hvordan de skulle bære sig ad med at jage røverne bort og til sidst fik de en ide.
Æslet stillede sig med forbenene i vindueskarmen. Så sprang hunden op på æslets ryg. Katten klatrede op på hovedet af hunden og til sidst fløj hanen op og satte sig på kattens hoved. Da det var gjort gav æslet tegn og alle fire dyr begyndte at synge på samme tid:
Æslet skrydede, hunden gøede, katten mjavede og halen galede alt hvad de kunne. Og samtidig styrtede de ind gennem vinduet og ind i stuen, så glasskårene røg gennem rummet. Røverne blev skrækslagne over det frygtelige spektakel. De var sikre på, at det måtte være spøgelser og flygtede alt hvad de kunne ud i skoven.
Nu satte de fire spillemænd sig til bords og spiste som om, de ikke havde fået noget i flere måneder. Da de endelig var blevet mætte, slukkede de lyset og fik i seng, hvor det nu bedst passede dem. Æslet lagde sig på møddingen, hunden omme bag døren, katten foran brændeovnen og hanen satte sig på en bjælke nær ved loftet. Da de var trætte af den lange gåtur, faldt de snart i søvn.
Da røverne ved midnatstid så, at alt lyset i huset var slukket og alt var roligt, sagde deres anfører:
Vi skulle nu ikke have ladet os jage ud af huset så let.
Så befalede han en af sine mænd, at gå hen og undersøge huset. Røveren fandt ud af, at alt var stille og roligt. Han listede ind i køkkenet og ville tænde lyset. Da han så kattens øjne lyse i mørket, troede han, at det var gløder fra brændeovnen og stak ud efter dem med en tændstik. Katten blev forskrækket. Den hvæsede og spruttede og sprang lige i hovedet på røveren. Han blev forskrækket og løb hen til døren, for at slippe ud af huset. Men der lå hunden, som sprang op og bed ham i benet. Da han kom ud af huset og løb forbi møddingen, gav æslet ham et ordentligt spark i bagdelen. Hanen, der var blevet vækket af larmen, galede muntert oppe fra sin plads på loftsbjælken: Kykelikyyyyy!
Så løb røveren alt hvad han kunne tilbage til de andre røvere:
Der er en frygtelig heks inde i huset, fortalte han. Hun spyttede på mig og kradsede mig i ansigtet med sine lange negle. Ved døren stod der en mand, der stak mig i benet med sin kniv og ude i gården lå der et sort uhyre, der slog løs på mig med sin kølle. Og oven på taget sad dommeren og råbte: Stop tyven! Så fik jeg travlt med at komme væk.
Fra da af turde røverne ikke længere nærme sig huset, og de fire spillemænd synes så godt op at være der, at de aldrig mere ville derfra. Og da jeg ikke har hørt noget andet, så bor de der sikkert endnu.