Af Brødrende Grimm
Der var engang en konge og en dronning, som mere end noget andet ønskede sig et barn. Men de kunne ikke få et. En dag, hvor dronningen var ude og bade i den nærliggende sø, kom en frø kravlende. Den sagde til dronningen, at hun inden der var gået et år ville føde en lille datter. Og det skete som frøen havde sagt.
Dronningen fødte en lille pige. De stolte og glade forældre indbød kongeriget feer til at komme og ønske alt godt for den lille prinsesse. Men kongen og dronningen havde kun tolv guldtallerkner, og der var tretten feer i kongeriget. Derfor fik den ene fe ikke nogen invitation til festen.
Den lille prinsesse blev fejret efter alle kunsten regler og de tolv feer gav den lille prinsesse flotte gaver som skønhed, visdom, en smuk sangstemme og meget mere. Men inden den tolvte fe skulle til at give prinsessen sin gave, kom den trettende fe ind i slotssalen. Hun var rasende over ikke at være blevet inviteret og forbandede prinsessen med ordene:
”Når du bliver femten år, skal du stikke dig på en ten og dø” og så forlod feen festsalen.
Alle var rædselsslagne. Men den tolvte fe trådte frem:
”Jeg kan ikke hæve forbandelsen, men jeg kan mildne den. Prinsessen skal ikke dø, men sove i hundrede år og vågne, når hun får et kærlighedskys.”
Kongen befalede straks, at alle spinnerokke (en gammel maskine man bruge til at lave garn på), skulle brændes.
Som årene gik voksede den lille prinsesse op og blev en klog, smuk og elsket ung kvinde. Den dag hun fyldte femten år, var kongen og dronningen tilfældigvis ikke hjemme og prinsessen var alene på slottet.
Hun gik en tur i slottet. På turen kom hun forbi et gammelt tårn, hun ikke have besøgt før. Hun gik op i tårnet og øverst oppe var der et lille værelse, hvor en gammel kone sad og spandt garn på en spinnerokke.
Prinsessen hilste pænt på den gamle kone og spurgte hende, hvad hun lavede?
Den gamle kone fortalte hende, at hun sad og spandt garn.
”Hvad er det for en underlig maskine?” spurgte prinsessen.
”Det kaldes en spinnerok”, svarede den gamle kone.
Prinsessen gik hen til rokken for at se nærmere på den og kom ved et uheld til at stikke sig på den spidse ten. Næppe havde hun mærket stikket, førend hun faldt om i en dyb søvn. Denne magiske søvn bredte sig hurtigt til hele slottet og til kongen og dronningen, som i samme øjeblik kom hjem. Alt sov, tjenestefolkene faldt i søvn midt i deres arbejde, heste, hunde og alle andre dyr på slottet faldt i søvn, ja selv vinden lagde sig og ikke et blad rørte på sig.
Rundt om slottet voksede nu en tjørnehæk op. Den blev så høj, at den dækkede hele slottet som et tæt krat. Der gik rygter rundt om i landet om den smukke prinsesse, Tornerose kaldte man hende, som sov i det fortryllede slot bag ved tjørnehækken.
Flere kongesønner forsøgte at komme igennem hækken, men tornene hægtede sig fast i deres tøj og de sad fast og kunne ikke undslippe igen.
Mange, mange år senere kom en ung prins til landet. Han hørte historien om det fortryllede slot og den smukke prinsesse, der sov inde bag tjørnehækken. Prinsen hørte også historierne om de andre kongesønner, der forgæves havde forsøgt at trænge igennem tjørnehækken, men var blevet hængende i tornene og døde der. Men det skræmte ham ikke.
”Jeg vil nu alligevel prøve”, sagde den unge prins og ingen kunne tale ham fra det.
Men netop den dag, var de hundrede år gået og da den unge prins nærmede sig tjørnehækken, gled grenene til side og lod ham slippe uskadt igennem.
Da han kom ind i slotsgården, fandt han alle folkene sovende, som de havde gjort i hundrede år. Han gik videre ind på slottet og fandt kongen, dronningen og alle hoffolkene sovende. Ikke en lyd hørtes.
Til sidst nåede prinsen op til tårnværelset, hvor Tornerose lå og sov. Hun var ganske rigtigt lige så smuk, som han havde hørt. Overvældet af hendes skønhed bøjede han sig ned og kyssede hende. Netop som hans læber rørte hendes, vågnede hun op og smilede til ham.
Sammen gik de nu ned til kongen, dronningen og alle de andre hoffolk, som langsomt var ved at vågne.
Der blev stor glæde på slottet. Den unge prins og Tornerose blev gift og levede lykkeligt til deres dages ende.